Den øgede presserende bevidsthed om plastbrug er ikke noget nyt, og alligevel fortsætter krisen med at væve stort. Ifølge rapporten fra Verdensnaturfonden anslås det, at 10 millioner tons plastaffald kommer ud i havet hvert år og skader livet i havet og økosystemerne. Som vi ved, kan plastaffald tage hundreder af år at nedbrydes, hvilket bidrager til alarmerende langsigtede miljøskader.  

Samtidig har forbruget af laboratorieplast nået bekymrende niveauer, med 5 millioner tons genereret årligt på verdensplan (eller 67 krydstogtskibe værd, som visualiseret af Nature Report i 2015). Mens den umiddelbare indvirkning kan være tydelig på bænkniveau, kræver forståelse af de bredere miljømæssige konsekvenser bevidsthed og uddannelse. 

Et simpelt, men øjenåbnende eksperiment kan effektivt illustrere problemet: I stedet for at observere daglige bortskaffelser, prøv at gemme dit laboratoriums plastaffald i en uge. Den akkumulerede volumen på få dage vil være et kraftigt wake-up call, en stærk påmindelse om vores kollektive bidrag. Ved at omdanne det usynlige til en synlig håndgribelig masse får vi en dybere forståelse af vores situation og det presserende behov for at finde økologiske løsninger.  

Nu hvor vi har bekræftet problemets alvor, er vi nødt til at forstå præcis, hvad der bliver kastet. Forskellige forskningsområder vil have forskellige plastaffaldsprofiler. For eksempel vil cellekulturlaboratorier have stakke af vævskulturskåle og kolber, mens genomiklaboratorier kan bunke på betydelige mængder PCR-rør og plader.

Grundig planlægning og forberedelse danner grundlaget for at udføre omkostningseffektiv og ressourceeffektiv forskning. Udvikling af et holistisk eksperiment er medvirkende til at opnå en balance mellem at minimere spildende gentagelser og maksimere de genererede data. Dette betyder omkostningsbesparelser og en reduktion i overskuddet af materialeaffald.

• Overskydende
  • I strategiudviklingsfasen er det afgørende at kvantificere behovet for forbrugsstoffer. Dette indebærer at estimere den nøjagtige mængde materialer, der kræves, og placere ordrer, der tager højde for potentielle uforudsete hændelser, samtidig med at man undgår overdreven lageropbygning, der kan føre til affald. Samarbejde og ressourcedeling med andre laboratorier kan også udforskes for at udnytte eksisterende forsyninger, der ellers ville blive kasseret. Mens bulkbestilling kan være en finanspolitisk ansvarlig og miljøbevidst strategi, er det bydende nødvendigt at overveje opbevaringsbegrænsninger og udløbsdatoer for at forhindre unødvendigt affald fra forældede eller forkælet ressourcer.

• Defekt pipettering
  • Unøjagtige pipetteringsteknikker rækker ud over generering af kasserede plastpipettespidser og udgør en betydelig trussel mod både forskningseffektivitet og ressourceforvaltning. Fejl som inkonsekvente pipetteringsvolumener, miljø- eller temperaturudsving og forsømmelse af rutinekalibrering kan udløse en dominoeffekt, hvilket fører til spildte ressourcer, tabt tid og kompromitteret dataintegritet.

Overpipettering af en dyrebar enzymopløsning eller underpipettering af en kritisk buffer kan gøre et helt eksperiment ubrugeligt. Det modsatte scenarie - at udtrække for lidt prøvemateriale eller tilføje for meget - kan også nødvendiggøre gentagelse af eksperimentet. Begge situationer resulterer i spild af værdifulde ressourcer og forsinker forskningsfremskridt, hvilket påvirker projektets tidslinjer og den samlede laboratorieproduktivitet.

Måske ligger den mest bekymrende konsekvens af defekt væskehåndtering i dens potentiale til at bringe dataintegriteten i fare. Eksperimenter, der kompromitteres af unøjagtig pipettering, kan give upålidelige resultater og så tvivl om gyldigheden af efterfølgende forskningsresultater. I værste fald kan det være nødvendigt at trække undersøgelser med fejlbehæftede pipetteringsdata tilbage, hvilket er et stort tilbageslag for en forskergruppe og et slag mod den videnskabelige troværdighed.